Efterbehandling af udstødning Problemer forklaret: En komplet opdeling

Sådan fungerer det: Efterbehandling af udstødning

Katalysatoren sidder nedstrøms for udstødningsmanifolden og fungerer som den aktive reaktor i udstødningens efterbehandlingskæde og omdanner giftige biprodukter fra forbrændingen til miljøvenlige gasser. Den rå udstødning kommer først ind i en beholder af rustfrit stål, der indeholder et keramisk eller metallisk honeycomb-substrat, hvis tusindvis af parallelle kanaler er belagt med en aluminiumoxid washcoat med stort overfladeareal. Denne washcoat bærer nanoskopiske partikler af ædelmetalkatalysatorer - typisk platin, palladium og rhodium - som giver reaktionssteder, mens de forbliver kemisk uændrede. I benzin- og flexfuel-motorer fungerer enheden som en trevejskatalysator. I en støkiometrisk blanding adsorberes kulbrinter og kulilte på platin-palladium-siderne, hvor gitteroxygen oxiderer dem til kuldioxid og vand. Samtidig fremmer rhodium reduktionen af kvælstofoxider og frigør frie kvælstofmolekyler. Diesel-, hybrid- og brintmotorer placerer ofte en oxidationskatalysator opstrøms; her accelererer platin kulbrinte- og kulilteoxidation, hvilket genererer yderligere varme til at aktivere nedstrøms partikel- eller selektiv-katalytiske reduktionselementer. Udstødningens massestrøm, temperatur og iltindhold overvåges løbende af sensorer opstrøms og nedstrøms. Motorens styreenhed reagerer ved at trimme brændstoffet, justere recirkulationen af udstødningsgassen eller aktivere elektriske varmelegemer for at holde katalysatorstenene inden for 250-900 °C "light-off"-vinduet, hvor konverteringen overstiger 95 procent. Udstødningsstrømmen styres af diffusorkegler, der maksimerer opholdstiden uden at skabe modtryk. Gennem denne styrede sekvens gør katalysatoren det muligt for moderne forbrændings-, hybrid- og elbiler med forlænget rækkevidde at opfylde strenge globale emissionsstandarder, samtidig med at ydeevne og brændstoføkonomi bevares.